Nu spiller klaveret igen
Fin artikel om os i Fyens Stiftstidende:
Nu spiller klaveret igen: Fint regnskab fra stor sydfynsk virksomhed
Aabo-ideal, der beskæftiger godt 125 ansatte, har opkøbt en af sine konkurrenter i Sverige.
Aabo-Ideal i Vester Aaby skabte atter et lille overskud efter to magre år – nu begynder fusionen at virke, fortæller direktør. Men krigen i Ukraine giver panderynker.
06 mar. 2022 kl. 15:30
Bent Warncke bew@fyens.dk
Vester Aaby: Virksomheden Aabo-Ideal, der producerer store industrielle lakeringsanlæg, kan for første gang i tre år levere et plus på bundlinjen.
3,7 mio. kroner før skat lød resultatet på, og det er en kraftig forbedring sammenlignet med året før, der endte med et minus på 15,2 millioner kroner.
Ifølge direktør Gynter Graul Lorenzen er der især to forklaringer på det kraftigt forbedrede resultat.
– Frem for alt har vi formået at få løftet fusionen mellem Aabo og Ideal derhen, hvor tingene begynder at virke. Når man sammenlægger to velfungerende hold, spiller de ikke nødvendigvis godt sammen. Men nu spiller det – vi er blevet et hold og vi har fået styr på de elementære ting, der skal virke i dagligdagen. En anden væsentlig årsag er, at både vi og vores kunder har fundet ud af at agere i pandemien, siger han.
Når man sammenlægger to velfungerende hold, spiller de ikke nødvendigvis godt sammen. Men nu spiller det – vi er blevet et hold og vi har fået styr på de elementære ting, der skal virke i dagligdagen.
(GYNTER GRAUL LORENZEN)
Aabo-Ideal har også været ude og investere i det forgangne år. I juni 2021 blev den svenske konkurrent Greiff indlemmet i Aabo-Ideal-familien.
– Greiff har været en konkurrent i mange år. De er især specialiseret i vådlak, ventilation og energioptimering, og efter de er blevet en del af Aabo-Ideal Group har vi fået nogle ekspertiser, som vi har stor glæde af – og købet giver os også et andet og bedre fodfæste på det nordiske marked, fortæller Gynter Graul Lorenzen.
Greiff er en virksomhed med 15 ansatte, der omsætningsmæssigt ligger på den gode side af de 50 mio. kroner. Købet vil også skabe mere aktivitet i Vester Aaby, idet dele af Greiffs produktion, der tidligere var udlagt til underleverandører, nu kan foregå på Sydfyn.
Krigen i Ukraine
Som mange andre steder i erhvervslivet, giver krigen i Ukraine også panderynker i Aabo-Ideal. Cirka 10 procent af selskabets omsætning er i de senere år kommet fra Ukraine/Rusland-regionen.
– Det overvejende sandsynlige er, at det russiske marked nu er lukket og vil være det i den overskuelige fremtid. Selv om krigen finder en afslutning, vil der komme et efterspil. Så vi er tvunget til at søge andre græsgange for at hente den tabte omsætning, siger Gynter Graul Lorenzen.
Og hvordan håndterer I det?
– Det kommer da til at gøre ondt til at begynde med, men der kommer en ny normaltilstand, og det er ikke til at sige, hvordan den kommer til at se ud. Vi vil bruge foråret på at overveje, hvor Aabo-Ideal skal intensivere salgsindsatsen, siger han.
Med det korte lys på, så ser det dog meget positivt ud, understreger han.
– Ordremængden de næste fire-fem måneder er god, men vi er nødt til at være agtpågivende med hensyn til, hvordan resten af verden reagerer på konflikten i Ukraine. Krigen kan give nogle økonomiske dønninger ud i resten af verden – men lige nu ser vi ingen skyer i horisonten, siger Gynter Graul Lorenzen.